Jeg har lært at dyrke mit eget særpræg

Mette Hegnhøj Mortensen
Elev på på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2008-10

35 år

Uddannet pædagog fra Jydsk Pædagog-Seminarium

Debuterede med billedromanen Møgungen i 2010. I 2011 fulgte billedbogen Elvis & Otto, samt fire korte tekster i antologien Skrædder i Helvede. Titelteksten var en skriveøvelse, jeg skrev på forfatterskolen.

Møgungen blev i 2011 udvalgt til Deutsche Jugendbibliotheks White Ravens. Jeg modtog i efteråret 2011 et arbejdslegat på 75.000 kr. fra Statens Kunstråd til at færdiggøre den roman, jeg påbegyndte i skolens romanforløb.
Underviser på Pædagoguddannelsen i Thisted og arbejder freelance med kommunikationsopgaver


Interviewet november 2011

 

???

Hvorfor skal man søge ind på skolen?
Fordi man på skolen får at vide, at det man plejer at regne for en nogenlunde færdig tekst, hedder et first draft. Fordi man begynder at tage det at ville skrive på sig. Man begynder at tænke om sig selv som kommende forfatter og se på sine tekster som kommende udgivelser. Sådan mødes man også på skolen. Det ændrer og forpligter.

Hvorfor valgte du at søge ind?
Jeg søgte ind på skolen på grund af to sætninger, som blev sagt på informationsmødet, og på grund af rummets stemning og alle bøgerne. Der er en særlig ånd i det rum.
De to sætninger var: ”Pas godt på virkelighedens børn - pin litteraturens børn” og ”Vis hvad du vil med sproget - plot kan man altid lære”. Så vidste jeg, at jeg var kommet til det rigtige sted. Så var jeg nødt til at søge ind, selvom vi boede i Århus og egentlig var på vej til at flytte til Thy.  Og lige havde fået baby (nr. tre) og ikke havde råd.

Hvilket udbytte har du haft af uddannelsen?
Jeg har lært at dyrke mit eget særpræg, det opfordrer skolen til. Jeg har lært at skrive om og om og om igen. Til det lyder rigtigt. Jeg har lært at blive ved en tekst til jeg kan høre, om en sætning hører hjemme i teksten eller ej. Jeg er blevet en meget bedre læser og har lært at slå ned på det, der ikke fungerer med det formål at løfte teksten. Og så har jeg fået en lille ’pakke’ med mig. Fra forskerne, forfatterne, illustratorerne, redaktørerne og andre undervisere, jeg mødte undervejs på skolen. Den pakker sig selv ud hen ad vejen. Sætninger, der blev sagt, folder sig ud og giver mening - først en mening - og så en anden mening siden hen. På den måde er tiden på skolen langtidsholdbar.

Hvordan har det været at være elev på skolen og samtidig arbejde?
Det handler om at beslutte sig for at ville det. Og det er faktisk en fordel at komme langvejs fra. Man er altid hyperinspireret efter undervisningen om mandagen, og så er det godt med en togtur hjem (med den bærbare).

Hvad synes du om skolen og dens miljø?
Jeg har allerede nævnt det stemningsfulde rum og de mange børnelitterære ildsjæle, man møder på skolen. Desuden var det skønt og inspirerende at være et lille tæt hold på 12 personer, som mødtes i mindre grupper på kryds og tværs undervejs i forløbet. Så kan man også bruge hinanden bagefter - man er ikke længere væk end den der mail.

Har du et par råd til de kommende forfatterskoleelever?
Kom til informationsmødet! Det var udslagsgivende for mig at være til stede og opdage, at skolen ikke bare er endnu et grundkursus i skrivningens grundregler.
Og husk én ting: det er ikke tilfældigt, du er kommet ind. Prioriter skolen i de to år! De er fløjet, før du aner. Accepter, at det tager tid at blive forfatter. Køb en godmodig hest, du kan klappe igen og igen. Det er fedt, fedt, fedt at udgive en bog, men det skal være fedt, federe, fedest at skrive den (om og om igen).

!


 

CENTER FOR BØRNELITTERATUR