Del af et fællesskab

Thomas Caspersen
Elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2016-18
  • 27 år
  • Uddannet cand.mag. i dansk
  • Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2016-18
  • Jeg har ikke udgivet nogle værker, men jeg har gennem mit studie beskæftiget mig en del med litteratur for både børn og voksne

 


       

Hvorfor synes du, man bør søge ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur?

 

- Du skal søge ind, hvis du gerne vil være mere bevidst om, hvad børne- og ungdomslitteratur er og kan, hvis du vil udfordre og udvikle dig selv som forfatter, og hvis du vil være en del af et fællesskab, hvor alle andre vil det samme.

 

Hvorfor valgte du at søge ind?

 

- Min egen ansøgning skete lidt tilfældigt. En dag viste jeg en af mine tekster til en gammel skrivelærer, som roste den og sagde, at jeg var god til at skrive tekster for børn. Det blev jeg ret fornærmet over – teksten var jo til voksne! Men så gennemgik vi den sammen, og jeg kunne godt se, hvad han mente. Jeg må nok indrømme, at jeg havde en fordom om børnelitteratur: at voksenlitteratur på en måde var finere. Den fordom fik jeg rystet af mig, da jeg dykkede ned i børnelitteraturen og efterhånden også bevidst begyndte at skrive tekster til børn. Da jeg hørte om skolen gennem en tidligere elev, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville søge ind.

 

Hvilket udbytte synes du at du har haft indtil nu?

 

- Uddannelsen har været udbytterig på flere punkter. Først og fremmest er jeg blevet langt mere bevidst om, hvad børnelitteratur er og kan være, og fået kendskab til alt fra billedbøger til romaner af enormt forskellig slags, som jeg nok aldrig var blevet introduceret for, hvis jeg ikke havde gået på skolen. Samtidig har det også (i hvert fald for en type som mig, der er afhængig af deadlines) været gavnligt, at der løbende bliver stillet krav om, at vi skal producere noget – jeg har skrevet langt mere tekst, mens jeg har gået her, end jeg ellers ville have gjort. Gennem kritik fra både undervisere og medstuderende er jeg også blevet klogere på mine egne evner samt hvilken type litteratur, jeg gerne vil skrive. Endelig er der også et socialt udbytte. Udover at være blevet introduceret for forfattere, kritikere og forskere, har jeg været heldig at gå på et engageret hold med et stærkt fællesskab, hvilket har givet utrolig meget til forløbet som helhed.

 

Hvordan har du oplevet at være forfatterskoleelev og samtidig arbejde?

 

- Det har til tider været hårdt. På første år måtte jeg nemlig jonglere med både skole, arbejde og fuldtidsstudie. Skolen er dog ikke indrettet sådan, at man kommer helt bagud, hvis man ikke får læst al litteraturen, men det optimale er selvfølgelig at prioritere skolen.

 

Hvad synes du om skolens miljø?

 

- Til den første undervisningsgang og inden, man overhovedet lærer hinanden at kende, læser man sin ansøgningstekst op i plenum til for både holdet og fire undervisere. Det er lidt grænseoverskridende, men det skaber hurtigt et intimt rum, fordi vi er fælles om det.

 

Har du et godt råd til kommende forfatterskoleelever?

 

- Et godt råd, når du skal i gang med ansøgningsopgaven er, at begynde at skrive den scene, som du klør i fingrene efter at få ned på papiret. Det kan være alt muligt – en samtale, et mord, en fodboldkamp. Men der skal være en nerve i situationen, noget på spil, både sprogligt og handlingsmæssigt. Tag afsæt i tekstens brændpunkt. Du har kun tre sider, så sørg for at få det vigtigste frem.

 

 

 

CENTER FOR BØRNELITTERATUR