Læseplan 2018-20

Læseplan 2018-20

 

I nedenstående læseplan for Forfatterskolen for Børnelitteratur kan man se hovedpunkterne i undervisningsforløbets fire semestre for hold 2018-20. Den detaljerede plan for efteråret 2018 lægges ud ved semesterets opstart.

 

Efterårssemesteret 2018 begynder lørdag d. 1. september kl. 10.00 med en fælles diskussion af samtlige ansøgningstekster mellem elever, tre undervisere og skolens leder. Diskussionen kører frem til ca. kl. 15.00 afbrudt af en times frokostpause.

    Søndag d. 2. september, kl. 11.00 til ca. 15.30, indeholder en grundig præsentation af holdets elever, skolen, stedet, samt en gennemgang af forløbets fire semestre, foruden skriveøvelser og andre opgaver.

    Mandag d. 3. september kl. 16.30-20 gennemgås startopgaven i plenum.

      

Herefter følger Børnelitteraturens historie, undervisning i Børnelitteraturens egenart, Stilistik, Børnelitteratur som Kunst, Grænser for Børnelitteratur, Forfatterbesøg af Kim Fupz Aakeson, besøg på et Forlag, et Novelleforløb, som afsluttes med tekstgennemgang en lørdag ultimo november/primo december. Skolens undervisning i øvrigt foregår mandage enten 15.30/16-20, eller 17-20, samt enkelte lørdage.

 

Forårssemesteret 2019 indledes med introduktion til korte tekster og bøger med billeder, øvelser i at skrive til billeder, tekst- og billednære analyser af billedbøger, forfatterbesøg, et forlagsbesøg, undervisning i idéudvikling, i genrerne fabel, eventyr, digte, billedbog, billedroman og grafisk roman, om billedbogen i praksis og på digitale platforme, og et billedbogsskriveforløb, som afsluttes med tekstgennemgang en lørdag ultimo maj/primo juni 2017.

 

Efterårssemesteret 2019 indleder romanåret med undervisning i forskellige genrer med efterfølgende forfatterstyrede værksteder, research, strukturanalyse, ”værktøjer”, forlags- og forfatterbesøg, samt opstart på romanforløbet, hvor man efterfølgende skal skrive en roman frem til juni 2018, en roman, som man arbejder tekstnært på i grupper med fast konsulent.

 

Forårssemesteret 2020 kaldes ”udslusningssemesteret”, som indledes med en gennemgang af tre ikoniske børnelitterære værker, efterfulgt af ’at skrive på ryggen af’ andre værker, skrive sammen, udviklingssamtaler, ekstemporallæsning, gennemgang af forfattervilkår i Dansk Forfatterforening, forfatterbesøg og forlagsbesøg, og løbende tekstarbejde i romangrupperne, som afslutter semesteret efterfulgt af en middag og fest en lørdag ultimo maj/primo juni 2020.