Aarhus Universitets segl

Barren ligger højt

Sarah Engell
Elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2014-16
  • 36 år
  • Pædagoguddannet og har arbejdet en årrække i psykiatrien
  • Forfatterskolen for Børnelitteratur 2014-16
  • Debuterede med Hvis bare… (2009), og har senere udgivet ungdomsromanerne: Forbandede mødom (2011), Forpulede kærlighed (2012), 21 måder at dø (2014) og Hjertet er 1 organ (2016), voksenromanerne: To streger og tusind tanker (2011), Du og jeg for evigt (2015), Det stof, som drømme er gjort af (2015), og børnebogen: Benny Beton (2015).
  • Arbejder som fuldtidsforfatter siden januar 2015.
  • Hjemmeside:  http://sarahengell.dk/

Interviewet februar 2016


 


       

Hvorfor skal man søge ind på skolen?

- Du skal søge ind, hvis du drømmer om at skrive til børn og unge og gerne vil udvikle og udforske din passion i trygge og seriøse rammer. Hvis du ønsker at møde andre med samme passion. Og hvis du er indstillet på at gå nye veje, få konstruktiv kritik og finde din egen stemme.

Hvorfor valgte du at søge ind?

- Flere har spurgt mig, hvorfor i alverden jeg søgte ind, når jeg havde udgivet flere titler og var godt i gang på egen hånd. Men for mig er skrivning noget der hele tiden kan nytænkes, raffineres og føres ud i nye retninger. Hjernen er som udgangspunkt doven og foretrækker det sikre og velkendte. Jeg søgte ind på skolen for at blive rusket ud af mine rutiner, få ny inspiration, blive udfordret og kastet ud i forskellige genrer og stilarter – og forhåbentlig, i sidste ende, blive en dygtigere forfatter.  Syntes simpelthen, jeg skulle udfordre mig selv, og desuden hørte jeg om skolen fra tidligere elever, som havde rost den til skyerne.

Hvilket udbytte har du foreløbig haft af uddannelsen?

- Jeg synes godt, at jeg mærker det efter to semestre, hvor der blev fyldt meget på. Det begynder at virke nu. Jeg føler, at det ’rum’ jeg skriver i er blevet større. Mere konkret har jeg fået større teoretisk viden og endnu større respekt for og kendskab til børne- og ungdomslitteraturen. Og fået helt konkrete idéer til nye bøger, som ligger og venter på harddisken. Desuden er der åbnet op for nye muligheder, og min skriveglæde er blevet større. Her kan man lege og smide sig ud på dybt vand. Havde f.eks. ikke regnet med at rim og remser var noget for mig, men det var det. Det er lige det, skolen kan: Åbne nye døre.

Hvordan har det været at være forfatterskoleelev og samtidig arbejde?

- Man får mest ud af det, hvis man prioriterer skolen, og man skal være indstillet på fortløbende skolearbejde, for man bliver jo ikke forfatter ved bare at gå på skolen. Men man kan godt klare sig igennem forløbet og samtidig have arbejde, små børn eller anden travlhed, men der ingen tvivl om, at jo mere tid og energi man kan lægge på skolen, jo mere får man ud af det.

Hvad synes du om skolens miljø?

- Skolen er et varmt og rart fortroligt rum, hvor jeg har følt mig tryg i forhold til at aflevere tekster. Her får man følelsen af at det er i orden at bruge så mange timer på at skrive og læse. Skolen bekræfter, at det er vigtigt at nørde. Til informationsmødet blev der lagt op til skolens høje faglige niveau, og det har den levet op til. Barren ligger højt. Og når den gør det, får man også lyst til at presse sig selv lidt mere. Desuden er det karakteristisk ved skolen at alle brænder for børnelitteraturen. Det smitter!

Har du et råd til kommende forfatterskoleelever?

- Afsæt tid og prioritér de to år, du går der. Ikke kun ved at møde op hver mandag, men med at skrive og læse og reflektere over nye input. Det er det vigtigste, for de to år går hurtigt. Men desuden være modig og turde lege, eksperimentere og være åben over for det man, præsenteres for og turde bevæge sig ud på tynd is. Husk også at nyde det, det er luksus at tage imod og få fyldt nyt i hovedet.

 

 

CENTER FOR BØRNELITTERATUR