Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik beskæftiger sig med børnelitteraturens egenart. Den australske forfatter Pamela Travers, som i 1934 fik udgivet Mary Poppins har sagt, at "there is no such thing as a children's book", og mange andre børnebogsforfattere har gennem tiderne givet hende ret, mens endnu andre tværtimod har understreget, at det er noget særligt at skrive for børn og dermed også noget andet, end at skrive for voksne.

Al erfaring, også de fleste børns erfaring, siger, at det er muligt at skelne børnelitteratur fra voksenlitteratur, og at forskellen ikke kun har noget at gøre med bøgernes ydre udformning, herunder valg af typografi og illustrationer, men også med sprog og indhold.

Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik indledes med en gennemgang af det talte og skrevne sprogs historie. Det understreges, at denne udvikling meget vel kan karakteriseres som et "Paradise Lost".

Da man oprindeligt fortalte om dagligdagen og myterne omkring bålet, var alle - både fortæller og dem, der fortaltes til - fælles om tid og sted. Og de, der det ene øjeblik var fortællere, var det næste dem, der fortaltes for. I og med samfundsudviklingen og den deraf følgende arbejdsdeling, blev rollerne mere fordelt, og der opstod særlige fortællere.

Disse fortællere blev senere til forfattere, da først skriftsproget og senere bogtrykkerkunsten udvikledes. Samtidig skabtes der afstand mellem fortælleren og den, der fortaltes for. Tid-rum-relationen ændrede sig; nærheden forsvandt. Dertil kom forfatternes mulighed for at arbejde med sproget på en ny måde. De kunne nu tilføje, forkorte og på anden måde rette sproget til. Sproget blev elaboreret. Eventyret blev således til kunsteventyret. At skrive på en bestemt måde blev til kunst.

Børnelitteraturen har været en del af denne udvikling, men har altid fået tildelt en særlig rolle, tidligere især som opdrager. Børnelitteraturen blev fra starten, hvad man oftest kalder for "pædagogisk". Børnelitteraturen nød af denne og andre grunde ikke den samme respekt som voksenlitteraturen, som fik status af at være "den rigtige litteratur". Tæt forbundet hermed var den opfattelse, at barnet ikke var noget i sig selv, men blot en ufærdig voksen, et synspunkt som først mødte modstand i Romantikken.

Den moderne forskning i børnelitteratur tog allerede fra starten i 1960'erne fat i spørgsmålet om børnelitteraturens egenart. Man fandt dengang frem til, at børnelitteratur var "adapteret", både hvad angår den ydre og den indre udformning, og for den indre udformnings vedkommende både hvad angår form og indhold. Nogle så denne proces som en bevidst stragegi fra børnebogsforfatternes side, andre så det mere som en proces, som ubevidst var integreret i forfatterens skabelsesproces.

Ovenstående omtales i Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik som den første fase i den moderne børnelitteraturforskning; denne fase strækker sig frem til et stykke op i 1980'erne. Den anden fase begynder i slutningen af 1980'ernes, hvor man i højere grad ser på forholdet mellem forfatter, tekst og læser. Især rettes opmærksomheden imod læserens rolle som medskaber af det litterære værk i og med selve læsningen, og mod visse teksters ambiguity, dvs. at de henvender sig til både børn og voksne.

Den italienske forfatter og litteraturteoretiker Umberto Eco opstiller tre intentions-niveauer, nemlig intentio auctoris, intentio operis og intentio lectoris. Alle tre må medregnes, siger han og distancerer sig dermed fra de litteraturteoretikere, som alene ser værket som en konstruktion i læserens bevidsthed. Værket konstruerer nemlig selv sin egen læsning, siger han, og denne konstruktion medvirker forfatteren til i og med sin skabelse af værket.

Værket har ikke alene sin egen læsning indskrevet, men også sin egen læser. Her henvises i bogen til bl.a. Walker Gibsons, Gregory Batesons og Barbara Walls' værker om tekst, læser og kommunikation. Det understrges i bogenb, at der tales om fx intentionaliteter, må man ved børnelitteraturen tilføje en intentio mediatoris, altså formidlernes, ikke mindst lærerens og bibliotekarernes, intentioner, som i høj grad er med til at definere, hvad det er for bøger, vi har med at gøre, og hvem der kommer til at læse dem; tilmed måske også på hvilken måde de vil blive læst.

Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik når til den konklusion, at læseren må være i besiddelse af en række kompetencer, først af en læsekompetence (selve læsefærdigheden) og en konvenstionskompetence (det at vide, hvad en bog er, og hvad man bruge den til), men også en encyklopædisk, en intertextuel og en retorisk kompetence.

Læseren må have en vis almen- og evt. specialviden, som svarer til værkets vidensniveau, og et kendskab til bl.a. genrer og andre værker, som det konkrte værk henviser til direkte eller indirekte. Endelig må læseren kende til, hvordan man bruger sproget i kunstnerisk sammenhæng; læseren må således vide, at betydning kan forskydes ved hjælp af forskellige litterære virkemidler, fx metaforer og allegorier.

Hvad er da børnelitteratur? Det er en litteratur, som i modsætningen til voksenlitteraturen har en barnelæser indskrevet i selve værket, og indskrivningen foregår ved at forfatteren - bevidst eller ubevidst - skaber et encyklopædisk, intertextuelt og retorisk niveau i teksten, som passer til den læser, som formodes at læse den konkrete bog.

En sådan indskrivning af barnet i børnelitteraturen vil ofte være styret af alment pædagogiske hensyn og måske også af konkrete ønsker om at belære eller påvirke læseren, men det forhindrer ikke i sig selv værket i at være kunst.

Megen stor kunst har i sig en åbenlys pædagogisk dimension i den betydning, at den vil noget med sin lælser og fx signalerer en bestemt holdning til universelle og konkrete samfundsmæssige spørgsmål.

Tænk blot på flere af Ibsens skuespil, Mozarts operaer og Magrittes billeder. Eller tænk på flere af H.C.Andersens eventyr, fx Den grimme ælling og Kejserens nye klæder, eventyr i øvrigt helt bevidst er skrevet til børn. For de ovenævnte af Iben, Moazart, Magritte og Andersen gælder det, at de trods deres tydelige tendens, herunder trang til at påvirke, belære og opdrage, ikke alene betragtes som kunst, men også som stor kunst.

Kunst og pædagogik er ikke det samme, men de er heller ikke dermed hinandens modsætning, sådan som mange har sagt det i debatten om børnelitteratur. Ligesom kunst godt kan være en pædagogisk kategori, kan også pædagogik være en kunstnerisk kategori. Det er pædagogik som poetik.