Nedslag i børnelitteraturforskningen 1 indgår i Center for Børnelitteraturs skriftserie og indeholder tre artikler.

I Nina Christensens artikel, Billedbogen som genre og analyseobjekt

præsenteres fire teoretiske indgangsvinkler til billedbogen som genre:

• billedbogen opfattet primært som et æstetisk værk
• som et pædagogisk udtryk
• som en diskurs hvori en ideologi er indskrevet
• billedbogen betragtet ud fra en semiotisk indgangsvinkel

Disse fire indgangsvinkler til billedbogen tager udgangspunkt i forskellige definitioner på billedbogen og det diskuteres hvorledes forskellige analytiske strategier der er knyttet til de aktuelle definitioner.

Billedbogen som æstetisk værk diskuteres med udgangspunkt i Ulla Rhedins overvejelser i Bilderboken. På väg mot en teori. Rhedins overvejelser sættes over for en anden svensk forsker, Kristin Hallberg, hvis syn på billedbogen som værende i besiddelse af "en pædagogisk poetik" præsenteres og diskuteres.

På en diskursanalytisk baggrund er billedbogen blevet set som et udtryk for bestemte samfundsmæssige og ideologiske positioner. Billedbogen opfattes både som et produkt af og som konturerende fx opfattelsen af hvad et barn er, og der fokuseres derfor her på billedbogens socialiserende funktion.

Denne holdning diskuteres på baggrund af den australske forsker John Stephens' Language and Ideology in Children's Fiction. Semiotikken har i forskellige former og grader været brugt i forbindelse med analyse af billedbøger. Perry Nodelman har lavet det mest omfattende arbejde på denne baggrund og hans værk Words about Pictures introduceres og diskuteres. Hans metoder sættes i forhold til en mere alment orienteret "social-semiotisk" analytisk tankegang, som den kommer til udtryk i Gunther Kress og Theo van Leeuwens "Reading Images".

Sluttelig fremsættes der på baggrund af en diskussion af de præsenterede indgangsvinklers styrker og svagheder en ny definition. Denne lægger vægt på billedbogen ikke kun som litterært og visuelt udtryk, men også på billedbogen som en genre, der trækker på den mundtlige fortællesituation og -tradition.

Torben Weinreichs artikel Børnebogsforfatter i Danmark

redegør for det danske børnebogsmarkeds aktuelle situation med historisk tilbageblik, især med henblik på forfatternes vilkår og rolle. De mere end 2000 børnebøger, som udkommer hvert år i Danmark, er for ca. 40%s vedkommende skrevet af danske forfattere, resten er oversættelser.

Disse bøger udbredes gennem boghandelen og bibliotekerne, både børne- og skolebiblioteker, mens udbredelse gennem bogklubber kun spiller en lille rolle. Især bør bibliotekerne nævnes. ifølge lovgivningen skal alle kommuner have et børnebibliotek og alle skoler et skolebibliotek. Tilsammen står der på disse børne- og skolebiblioteker 34 millioner bøger (der er ca. 1 million børn i Danmark). I alt udlånes der knap 60 millioner børnebøger fra bibliotekerne om året, svarende til ca. 60 bøger pr. barn.

Den danske forlagsverden er præget af to samtidige tendenser: På den ene side er der tale om en stor koncentration, hvor store, også udenlandske, forlag opkøber mindre. I dag ejes tre af Danmarks fem største børnebogsforlag således af samme koncern.

Men samtidig oprettes der en del ganske små forlag (i nogle tilfælde udgiver forfatterne deres egne bøger). Forfatterne er sikret mindst 10% i royalty for børnebøger, men de fleste får 15%, ligesom for voksenlitteratur. Forfatternes økonomiske vilkår bestemmes dog i endnu højere grad af de såkaldte "bibliotekspenge". Det er penge, som udbetales én gang om året for de bøger, som står på bibliotekernes hylder.

Man optæller hvor mange bøger hver forfatter har stående på bibliotekernes hylder, og man multiplicerer med sidetallet. Resultatet bliver en vis sum af point, som hver giver 0,04 danske kroner. En typisk børnebog giver 5 danske kroner. Har en forfatter stående i alt 20.000 bind på hylderne, får han eller hun altså udbetalt ca. 100.000 kr. om året. Mere end 50 danske børnebogsforfattere får udbetalt mere end 200.000 danske kroner.

Børnelitteraturen og dens forfattere, forlæggere, formidlere og forskere er ofte blevet betragtet som mindre betydningsfulde end voksenlitteraturens forfattere m.v. Især tidligere var dette et stort problem for det børnelitterære miljø, og der findes stadig rester af denne holdning.

Det har resulteret i, at man i det børnelitterære miljø har holdt sammen mod det, man har betragtet som en ydre fjende, nemlig det voksenlitterære establishment. Styrken ved dette har været sammenholdet og identitetsdannelsen. Svagheden har været, at det har ført til en væren-sig-selv-nok mentalitet og til at modsætninger inden for det børnelitterære miljø er blevet undertrykt.

Der har - for at sige det kort - været en del klyngeri og selvtilfredshed i miljøet. I artiklen her analyseres det børnelitterære miljøs holdninger, og fire forfattere giver i et bilag deres vurderinger af situationen.  

Ea Kock Hansens artikel Det er for børn

undersøger, hvordan folk i Chile forholder sig til børnelitteraturen og dens værdigrundlag, dens rolle som led i opdragelse og læring.

Artiklen falder i to dele.

Første del handler om en gruppe chilenske børns og voksnes møde med danske billedbøger. Teksten bygger her på en undersøgelse foretaget i sommeren 1998 på et børnebibliotek i det fattige slumkvarter La Legua i hovedstaden Santiago.

Mødet mellem børn og bøger betragtes som et kulturelt sammenstød på flere niveauer. Børnene i La Legua lever som en særlig dårligt stillet del af den chilenske befolkning. Det tages der højde for ligesom der her lægges vægt på at det under selve højtlæsningen af de danske billedbøger, som min undersøgelse i Chile tog udgangspunkt i, bliver tydeligt at den voksne højtlæser spiller en vigtig rolle på det litterære værks vej fra forfatter til læser. Højtlæseren har i næsten lige så høj grad indflydelse på hvad børnene får ud af mødet med bøgerne og deres værdigrundlag, som bøgerne selv.

De danske billedbøger var meget populære hos børnene i la Legua, men faldt ikke alle i god jord hos den voksne pædagog som læste op for børnene der.

For pædagogens vedkommende sprængte bøgernes temaer tilsyneladende rammerne for det tilladelige, bl.a. ved at stille uacceptable spørgsmålstegn, f.eks. ved forældres adfærd i Pigen der var god til mange ting, af Dorte Karrebæk. Der var i høj grad tale om forskellige tabuer, emner som ikke berøres fordi de betragtes som kontroversielle i Chile.

Højtlæsningen af danske billedbøger i La Legua foregik desuden under temmelig autoritære omgangsformer pædagog og børn imellem. Det tydede alt i alt på at det i Chile virker mere magtpåliggende end f.eks. i Danmark at bruge børnelitteraturen som genvej til læring og opdragelse.

Anden del af artiklen handler om den chilenske børnelitteratur i 1990'erne. Her gives et portræt af de dominerende strømninger i 90'ernes chilenske børnelitteratur med fokus på de kulturelle værdier bøgerne afspejler. Jeg omtaler otte af de mest populære chilenske forfatteres i alt 16 bøger indenfor den episke genre. Der er her tale om to hovedtendenser.

De fleste af bøgernes værdigrundlag bygger på en forestilling om at det der gik forud for den spanske erobring af sydamerikanske kontinent, kan tillægges større værdi end det nuværende industrielle samfund.

Man kan således sige at en vis portion nostalgi i forhold til "det oprindelige" præger de chilenske børnebøger, også i den forstand at mange af bøgerne har naturen/landet som tema. En mindre del af bøgerne drejer det sig om at lære børnene visse socialiseringsprocesser at kende som de kan foregå inden for familien og skolen. De chilenske børnebøger som gennemgås i denne artikel har imidlertid et tilfælles: De er i langt højere grad didaktiserende end f.eks. de nyere danske billedbøger.