Præsentation af de enkelte artikler:

Anna Skyggebjerg: Den fantastiske fortælling i børnelitteraturteoretisk belysning

Artiklen er en introduktion til fire teoretikere, hvis selvstændige teoridannelser har haft stor betydning i de seneste godt tredive års diskussioner om fantastiske fortællinger for børn. Artiklen er en undersøgelse af forskellige definitioner på begrebet den fantastiske fortælling, subsidiært begreberne fantastisk litteratur og fantasy, ud fra en børnelitteraturteoretisk synsvinkel.

Af de valgte teoretikere har to beskæftiget sig med børnelitteratur som et særskilt område, og to har ikke eksplicit forholdt sig til denne litteraturtype. Sidstnævnte findes alligevel relevante, fordi deres erkendelser med nogle modifikationer kan overføres til også at gælde børnelitteraturen.

Artiklen indledes med en gennemgang af Tzvetan Todorovs teorier om det fantastiske i skæringsfeltet mellem det uhyggelige og det vidunderlige. Det, som fremhæves i artiklens børnelitteraturteoretiske kontekst, er bl.a. Todorovs blandingskategorier det fantastisk-uhyggelige og det fantastisk-vidunderlige og derudover også pointeringen af de fantastiske fortællingers romantiske ophav.

Dernæst følger en gennemgang af Göte Klingbergs genre- og motivstudier ud fra repræsentationen af fremmede verdener i engelske børneromaner. Klingbergs studier findes særligt interessante, idet han opstiller en genrepoetik og diskuterer magiens funktion i børnelitteraturen.

Den tredie teoretiker er Rosemary Jackson, hvis syn på fantasy er psykoanalytisk funderet. Jackson ser fantasy som en subversiv litteratur, hvori der levnes plads til det af kulturen udelukkede og fortrængte.

Til slut gennemgås Maria Nikolajevas strukturelt orienterede og semiotisk inspirerede teori om fantasy for børn som en kanonisk genre med et særligt afhængighedsforhold mellem de enkelte værker. Nikolajeva påviser en række for genren karakteristiske narrative elementer, som kaldes fantasemer. Af disse fantasemer er det den sekundære verden, som er vigtigst.

Artiklen rundes af med en opsummering og en pointering af, at forskellige teorier og metoder i tilgangen til fantastiske fortællinger for børn er frugtbare, idet teorierne giver forskellige indsigter og dermed varierede tolkningsmuligheder i arbejdet med en primærlitteratur, som ofte er blevet anset for at være simpel.

Niels Dalgaard: Afgrunde og grønne pletter - dystopi og modutopi i science fiction for unge

Niels Dalgaard skriver bl.a. i sin artikel, at i gamle dage - før anden verdenskrig - var ungdoms-science fiction især adventure-historier, der i handlingsmættet form beskrev unge mennesker, der ved teknologiens hjælp underlagde sig verden. Sådan er det ikke mere, i al fald ikke udelukkende.

Nærværende artikel beskæftiger sig med en markant strømning indenfor de seneste tredive års science fiction for unge læsere, nemlig romaner, der beskæftiger sig med dystopiske samfund, deres undergang og en eventuel modutopi. Utopien er historien om "det gode sted", beskrivelsen af en verden der er bedre end vores, og som ved sit eksempel skal få os til at forbedre os.

Dystopien er derimod fortællingen om "det dårlige sted", advarende scenarier der skal få os til at betænke os på tendenser i vores egen verden.

Indlægget tager udgangspunkt i William Sleators House of Stairs, der beskriver hvordan nogle unge i et totalitært fremtidssamfund underkastes et behaviouristisk eksperiment, der skal gøre dem til umenneskelige elitesoldater. Bogen er karakteristisk for denne gruppe tekster på flere måder. Bl.a. er de voksne uden undtagelse fjender og en trussel for de unges overlevelse. Endvidere skimtes der kun et svagt håb i form af to af de involverede der nægter at lade sig kue og finder støtte hos hinanden.

Denne balance mellem undertrykkelse fra det voksne samfunds side og en indefra kommende styrke der udspringer af et levet fællesskab mellem de unge hovedpersoner, udfolder sig over et bredt spektrum af fortællinger med en række forskellige dystopiske motiver - hvoriblandt atomkatastrofer og miljømæssige sammenbrud er fremherskende.

Nogle af bøgerne levner intet håb for hovedpersonerne - det gælder f.eks. Mogens Wenzel Andreasens Sidste chance - mens der hos andre peges på netop det nye fællesskab og mere ægte værdier som nyt livsgrundlag.

Det mest fremtrædende eksempel på dette er John Christophers Empty World, der lader de fleste mennesker uddø i en epidemi, og bogens ene hovedperson efter tur afvise den ene efter den anden af den uddøde verdens institutioner og traditioner, indtil han sammen med to andre tager fra den døde by ud på landet for at begynde igen.

Anette Steffensen: Astrid Lindgrens eventyrform

Anette Steffensens artikel er en teoretisk og analytisk skildring af Astrid Lindgrens brug af eventyr- og romangenren i Mio, min Mio (1954) og Bröderna Lejonhjärta (1973). Det teoriske grundlag bygger på romansiden på den russiske litteraturforsker og filosof M.M. Bachtins romanteori.

Eventyret beskrives udfra den russiske formalist og eventyrforsker V. Propps funktionsmodel, som kan belyse eventyrets funktionelle struktur, mens den danske litteraturforsker Knud Wentzel bidrager med en psykologisk orienteret forståelse af eventyrets væsen. Med baggrund i disse teorier bestemmes henholdsvis roman- og eventyrgenrens grundlæggende træk.

Igennem analytiske nedslag i de to fortællinger skildres det, hvordan Astrid Lindgren bruger de to genrer. Astrid Lindgrens eventyrform er karakteriseret ved dens varierede og udprægede stilistiske sprogbrug samt på dens mundtlige udtryk, på fortællerens autoritet og faste greb om læseren, og på måden hvorpå eventyret indskrives i en social kontekst. Dertil kommer den tydelige intertekstualitet, de metafiktive træk og spillet mellem fiktion og virkelighed.

Fornyelsen af eventyret består i den sproglige bevidsthed, i integrationen af såvel litterære som ikke-litterære genrer. Hvor det traditionelle eventyr er stivnet i sin form, har Astrid Lindgren taget dets formsprog og de genrekonstituerende elementer og ført dem "up to date" ved at indskrive dem i en social kontekst på romanens præmisser. Den sociale kontekst kommer bl.a. til udtryk ved den tydelige virkelighedsfremstilling i rammefortællingerne, men også igennem den fortolkning som begge, men primært Bröderna Lejonhjärta, lægger op til.

Helene Høyrup: Hvem var den lille havfrue? Billedet barnet og kulturen mellem H.C. Andersen og Disney

Helene Høyrups artikel omhandler nutidens "fictional plurality" i den voksenproducerede børnekultur, det at mange versioner af den samme grundfortælling stilles simultant til rådighed for børn i dagens brede spektrum mellem kunst og kommercialisering.

Med analytisk udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue" og Disneys film "The Little Mermaid" undersøges billeddannelsen i de to tekster nærmere, og denne perspektiveres kulturhistorisk. Billedet og barnet beskrives desuden som historisk relation, og forskellige kulturelle anskuelser af billedet, barnet og børnelitteraturen diskuteres.

Der argumenteres for nødvendigheden af at forholde sig analytisk til, dels at vi lever i en "aesthetics of versions", dels at de kommercielle livsbilleder befordrer en "aesthetics of sameness", som det bl.a. er kulturinstitutionernes og uddannelseskulturernes opgave at imødegå. Børn er ikke "tomme kar" og langt mindre hjælpeløse ofre for de voksenproducerede billeder, men dette gør ikke kvaliteterne af det fortællemæssige "råstof", vi formidler, mindre vigtigt."

Torben Weinreich: Den fortællende læser - bidrag til udviklingen af en teori om mødet mellem tekst og læser

Torben Weinreich er i sin artikel inspireret af Charles Sanders Peirce, Umoberto Eco, Peter Brooks og Mark Turner. Det er altså en sammentænkning og videreudvikling af positioner vedr. tekst-læser-relationen indenfor semiotikken, litteraturvidenskaben og kognitionsforskningen.

Der tages udgangspunkt i det forhold, at læseprocessen kan ses som en strøm af afkræftelser og bekræftelser af formodninger om, hvad der nu vil ske i teksten, både på ord- og sætningsniveau og på det overordnede plan (handling, miljø, personer). Ud fra en række oplysninger, som teksten selv giver, sammenstykkes via induktion et "billede" af teksten, som man bruger til at forudsige, hvad der nu vil ske, via deduktion. Og så videre.

Mange bekræftelser af deduktionerne gør, at teksten opfattes som let, men måske også kedelig. Mange afkræftelser kan føre til, at teksten opleves som svær og måske forlades. Alle mennesker har på forhånd en viden og nogle indsigter, som gør, at de bliver lettere at forudse, hvad der nu vil ske, samt til at danne sig et billede af genre, tema, personer og miljø.

Denne viden, som bl.a. er af intertekstuel art, opsamler i sig både egne og tidligere tiders indhentede erfaringer, sådan som disse bæres videre fra slægt til slægt. På grundlag af disse overvejelser forholder artiklen sig også til det ecoske intentio-begreb, til Turners "narrative imagining" og til Brooks' såkaldte litterære "desire". Også Wolfgang Isers forestilling om "tomme pladser" og forestillingen om den projektive læser inddrages. Artiklen slutter med overvejelser over den indskrevne læsers [the inscribed reader] rolle.

Bodil Kampp: Komplekse narrationer - andre fortællinger

Bodil Kampp rejser spørgsmålet: Hvad sker der med det børne- og ungdomslitterære udtryk når forfatterne benytter narrative komplekse strategier? Betyder det at denne litteratur ikke længere har børn og unge som det primære publikum?

En sammentænkning af narratologisk tekstanalyse med en receptionsteoretisk tilgang viser at den komplekse tekst er i stand til at fremstille verden fra barnets og den unges perspektiv med en psykologisk dybde der ikke findes i den enklere børnelitteratur.

Den voksne bevidsthed kommer barnet og den unge i møde på en måde der både opmuntrer til indlevelse og refleksion. Modsat hvad man skulle tro, gør kompleksiteten det lettere for læseren at sætte sig und i og reflektere over de sammensatte vilkår i en senmoderne tilværelse.

Den nyere komplekse børnelitteratur vejleder på en og samme gang læseren i at læse litteratur og forholde sig til centrale spørgsmål ved eksistensen. De komplekse tekster fremstiller i højere grad indre, subjektive forhold i og mellem mennesker end den leverer handlingsmættede fortællinger om den ydre virkelighed.

Artiklen fremlægger et analyseapparat til undersøgelse af de nyere komplekse tekster som både tilgodeser tekstens æstetik og dens centrale kommunikative forhold. Gennem tekstinstansen den implicitte fortæller strækker den voksne fortæller sin bevidsthed ud mod barnets stærke sansning uden at fornægte sin egen større erfaring og overblik.

Derved toner et billede af den implicitte læser frem som en reflekteret og sammensat bevidsthed der forventes at være åben over for et nyt litterært formsprog. Konsekvensen for den litteraturdidaktiske tænkning er at både børn, unge og voksne ofte må justere deres genreforventninger til børne- og ungdomslitteraturen.

Der konkluderes at den faktiske læsers betydningsdannelse i højere grad er bestemt af om læseren er sofistikeret eller usofistikeret end om læseren er barn, ung eller voksen.

Hans-Heino Ewers: Børne- og ungdomslitteratur

Hans-Heino Ewers' artikel Børne- og ungdomslitteratur - litteratur i pædagogikkens tjeneste eller selvstændig digterkunst? handler om, hvad Hans-Heino Ewers beskriver som nøglespørgsmålet i diskussionen om børne- og ungdomslitteraturen; er det kunst eller pædagogik?

Hans-Heino Ewers mener, at emnet er færdigbehandlet, men har i sin artikel valgt at gøre den til tider meget voldsomme debat til genstand for et kritisk tilbageblik. Igennem dette historiske og kritiske tilbageblik argumenterer han bl.a. for, at der slet ikke er tale om to alternativer, at de ikke kan sidestilles.

I stedet opstiller Hans-Heino Ewers tre former for litteraturanvendelser, som han mener, det er mere relevant at have in mente i arbejdet med børne- og ungdomslitteraturen. Der er på den ene side den anvendelsesform (A-formen), der har til formål at udvikle og træne særskilte evner og færdigheder/kompetencer, og på den anden side den (B-formen), der har som formål at formidle bestemte overleveringer og vidensfelter såvel som at viderebringe særskilte værdier, normer og adfærdsforskrifter.

Disse to former adskiller sig så fra en tredje form (C-formen) for opdragelsesmæssig litteraturanvendelse, som hverken er rettet mod særskilte kompetencer eller mod formidlingen af særskilte vidensfelter eller normstrukturer, men derimod retter sig mod individet i dets helhed.

Det er en af artiklens primære pointer, at der ikke findes én bestemt børne- og ungdomslitteratur, men derimod et udbud, hvis variationsrigdom ikke står nævneværdigt tilbage for den, man finder i litteraturen i al almindelighed.

Hans-Heino Ewers pointerer også, at der i børne- og ungdomslitteraturen ikke er én bestemt opdragelsesmæssig effekt, men et bredt spektrum af virkninger afhængig af den pågældende genre. Det nye fokus inden for børne- og ungdomslitteraturvidenskaben og -kritikken er ifølge Hans-Heino Ewers udforskningen af de genrespecifikke virkemåder.

Hans-Heino Ewers afslutter sin artikel med at konstatere, at den udbredte anvendelse af børne- og ungdomslitteraturen som skolelæsning har sat diskussionen om den opdragelsesmæssige og dannende effekt af den såkaldte privatlæsning i baggrunden