Torben Weinreichs artikel: Forskning i børnelitteratur i Danmark bygger på to artikler - "Dilemmas of modern research into Children's Literaure" - skrevet til publicering i Crearta og "Children's Literature research in Denmark" skrevet til publicering i Children's Literature Association Quarterly. Artiklen er en historisk redegørelse for forskningen i børnelitteratur i Danmark.

Helt tilbage fra slutningen af 1700-tallet har der i Danmark været tradition for, at fagfolk skrev om børnelitteratur. I et essay fra 1837 retter Søren Kierkegaard et angreb mod børnelitteraturen, som han kalder "Poetisk skyldevand", og anbefaler i stedet, at børnene præsenteres for mytologi og eventyr.

Allerede i 1816 havde Adam Oehlensläger forfægtet lignende synspunkter. Trods den store interesse for børnelitteratur er der imidlertid frem til Center for Børnelitteraturs oprettelse i 1998 kun i begrænset omfang blevet forsket i emnet.

Det første danske værk om børnelitteratur, der byggede på en forskningsmæssig indsats var Inger Simonsens Den danske Børnebog i den 19. Aarhundrede fra 1942. Først i 1962 fik man endnu et forskningsbaseret værk, nemlig Vibeke Stybes Fra Askepot til Anders And og i 1973 Inge Cramers og Gunnar Jakobsens Litteratur for børn og unge. Sidstnævnte er en bearbejdning af Göte Klingbergs Barn- och ungdomslitteraturen (1967/1970).

Frem til 1980'erne slutning er den danske børnelitteraturforskning kun i begrænset omfang institutionel, da der ikke oprettes stillinger eller lærestole i emnet. Herefter begynder en ny udvikling, primært på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet), hvor man i 1988 opretter den første danske akademiske stilling som adjunkt specielt i børnelitteratur.

Som det ser ud i dag er der både en litteraturvidenskabelig, litteraturhistorisk og mere litteratursociologisk vinkel på forskningen i børnelitteratur.

Weinreich reflekterer i sin artikel over to problemstiller. Den første har med det sproglige at gøre. Hvor den danske børnelitteraturforskning frem til 1990'erne var stærkt knyttet til tysk og svensk forskning, er tendensen i dag, at forskningen primært er knyttet til den engelsksprogede forskning.

Weinreich ser heri en fare for, at man får tre store netværk inden for det børnelitterære miljø, som bruger hvert sit sprog og i stedet for at samarbejde isolerer sig fra hinanden. En anden problemstilling er, at miljøet omkring børnelitteraturforskningen ifølge Weinreich generelt er for konsensussøgende.

Weinreich afslutter artiklen med at konkludere, at jo mere forskning og jo mere uddannelse, jo større bliver behovet hos praktikere for lige præcis forskning og uddannelse.                      

Hans-Heino Ewers artikel Børnelitteratur som medium for opdagelse af barndom er oversat fra "Kinderliteratur als Medium der Entdeckung von Kindheit", publiceret i Imbke Behnken og Jürgen Zinnecker (red.): Kinder. Kindheit. Lebensgeschichte (2001).

Artiklen er en historisk gennemgang af, hvordan barndom gennem tiden er blevet forstået og beskrevet i børnelitteraturen. Ewers undersøger i artiklen, dels hvorvidt det er muligt at betragte børnelitteraturen som et medium med andel i opdagelsen af barndommen, dels om børnelitteraturen bidrager til undersøgelsen af børns livsverdener, til artikuleringen af børns livsførelse.

Med børnelitteratur forstår Ewers den litteratur, som de voksne anser for egnet som mulig børnelæsning og som han benævner "intentionel børnelitteratur". Artiklen beskriver bl.a., hvordan børnelitteraturen fra at handle om de voksnes verden frem til midten af det 18. århundrede blev til en litteratur, der handlede om børn, altså til børnelitteratur også i indholdsmæssig henseende.

Ifølge Ewers er børnelitteraturen ikke et homogent fænomen, den er tværtimod sammensat af flere divergerende, delvis modsatte strømninger. Det er derfor ikke al børnelitteratur, der er lige anvendelig i undersøgelsen af barndom, men den giver udtryk for en given tids holdning til og forståelse af barndom. Børnelitteraturens beskrivelse af barndom, kan være en beskrivelse af den faktiske barndom eller af ønsket om, hvordan en barndom er eller bør være.

Helen Købke redegør i sin artikel Det vilde og det uskyldige barn. Om barndomsforestillinger og litteratursyn i børnelitteraturkritikken for forestillingerne om hhv. det vilde og det uskyldige barn, og der vises eksempler på, hvordan disse forestillinger optræder op igennem børnelitteraturkritikkens historie.

Dernæst beskrives det nye barndomsparadigme og det nye litteratursyn, der indtræder omkring 1990. Det nye barndomsparadigme og litteratursynet ses i forhold til de to tidligere måder at tænke barnet på. Herefter præsenteres den norske børnekulturforsker Ivar Selmer-Olsens teori om en speciel nordisk måde at tænke barnet på - den æstetiserede barndom. Selmer-Olsen hævder, at der eksisterer en "kulturel angst" for dette nye barn, og at æstetisering af barnet er en måde at rumme og tæmme de vilde sider af barnet på. I artiklen stilles spørgsmålet, om det kan tænkes, at Selmer-Olsens barndomsbeskrivelse i en eller anden udstrækning er til stede i den nye børnelitteratur(kritik) og den nye barndomstænkning.

Rolf Romøren og John Stephens' artikel: Fremstillingen af maskulinitet i norsk og australsk ungdomslitteratur. En sammenlignende undersøgelse, er oversat fra "Representing masculinities in Norwegian and Australian young adult fiction: A comparative study", publiceret i John Stephens (ed.): Ways of being male. Representing masculinity on Children's Literature and film (2002).

Artiklen præsenterer en sammenligning af forskellige former for maskulinitet i ungdomsromaner fra henholdsvis Norge og Australien. Romøren og Stephens' undersøgelse er tilrettelagt i forhold til de fiktive former for maskulinitet og handler primært om, hvordan maskuliniteten fremstilles både i romanstrukturen og i de diskurser, der omgiver romanen, især maskulinitetens og feminitetens diskurs.

Fokus er på lighedspunkter i mellem de to landes litteratur frem for på forskellene. Artiklen konkluderer, at forandringer i kønsrollerne som regel skaber konflikter mellem forskellige aspekter af nye kønsrollemønstre, og der kan derfor opstå muligheder både for fuldt realiserede om mere indskrænkede subjektiviteter. Samtidigt anføres det, at en given version af en maskulinitet, der fremlægges i en fiktiv tekst, ikke uden videre kan forstås som en afspejling af en kulturel virkelighed, men er også til stede relationelt og dialogisk gennem flere mulige konstruktioner af maskulinitet og opfattelsen af den.    

Wiveca Frimans artikel Saga och dikt som intertextuella inslag i Peter Pohls barndomsskildringar "Regnbågen har bara åtta färger" och "Medan regnbågen bleknar" bygger på hendes afhandling: Växandets gestaltning i Peter Pohls romansvit om Micke. I afhandlingen lægger Wiveca Friman huvudvikten vid den psykologiska och socialpsykologiska kontexten, narratologiska utgångspunkter och de i romanerna rikligt förekommande intertexterna.

Syftet med avhandlingen är att följa den utvecklingsintrig som finns i romanerna om Micke och belysa hur Peter Pohl gestaltar det växande som ligger till grund för huvudkaraktärens utveckling. Dessutom diskuterar jag frågan om vilken livssyn som präglar romanerna. De romaner som ingår i sviten är barndomsskildringarna Regnbågen har bara åtta färger (1986) och Medan regnbågen bleknar (1989) samt ungdomsromanerna Vilja växa (1994), Vi kallar honom Anna (1987) och Klara papper är ett måste (1998).

 Dessa verk bildar tillsammans berättelsen om Heinrich, sedermera kallad Micke, som efter många svåra prövningar får svar på de flesta av sina frågor om livet. De Stora Penslarnas Lek (1989) innehåller sagor som pojkens morfar berättar och som av författaren från början var avsedda att ingå i sin helhet i Regnbågen har bara åtta färger.

Denna artikel ger inledningsvis exempel ur min avhandling på hur intertexter i romanerna, inte minst Astrid Lindgrens sagor, visar den betydelse som barndomens läsupplevelser har för den växande människan och även påverkar möjligheten till en annorlunda läsning av texten än den rent realistiska. Då koncentrerar jag mig på barndomsskildringarna och sagorna som sätts i samband med dem.

I den andra delen gör jag ett sammandrag utifrån mina diskussioner kring hur berättarperspektivet och olika berättartyper kan sättas i förhållande till protagonisten och hans utveckling. I mina narratologiska studier använder jag mig huvudsakligen av Michail Bachtins, Gérard Genettes och Mieke Bals teorier och begrepp.

Slutligen ger jag min syn på den mörka världsbild, av många kritiker benämnd svartsynthet, som tillskrivits Peter Pohl utifrån hans författarskap. 

Jean Webbs article: Re-visioning Romanticism in Philip Pullman's trilogy His Dark Materials discusses the influences of Romanticism and Postmodernism in the trilogy, and demonstrates Pullman's relationship to the English Romantic dissident writers, in particular William Blake.

The focus is on the literary construct of the child considering the inter-relationship between the Romantic and Post-modern models and an analysis of how and why Pullman re-writes the Romantic model. In addition to the philosophical and narrative construction of the protagonists, Lyra and Will, landscape, location and the functional organisation of groups are also discussed. The paper concludes by linking the textual discussion, as outlined above, with the reading experience, thereby demonstrating Pullman's fusion of Romanticism and Post-modernism. 

Bodil Kampps artikel Man flyver da ikke væk når man bliver kysset! er en rapportering fra et fænomenografisk (fænomenografic) pilotprojekt der undersøger læreres og elevers læsninger af en børnelitterær novelle som benytter komplekse narrative strategier: Louis Jensens "Klaveret" (The Piano) (1999).

I projektet analyseres seks kvalitative forskningsinterview med tre grupper à fire elever på hhv. 9, 13 og 15 år efterfulgt af tilsvarende interview med deres lærere. Projektet ligger i forlængelse af de teoretiske studier i ph.d. afhandlingen Barnet og den voksne i det børnelitterære rum (Kampp 2002) der undersøger den senmoderne (postmodern) komplekse børnelitteraturs litteraturpædagogiske (literary and pedagogical) potentiale.

Med inspiration fra Aidan Chambers benyttes litteratursamtalen (booktalk) som forskningsmetode og omdrejningspunkt for aktionsforskningens (action research) dobbelte formål: 1) at indsamle data til en undersøgelse af hvilke kompetencer lærere og elever har brug for når de sammen udforsker den komplekse børnelitteratur 2) at udvikle læreres og elevers litterære læsemåder såvel som deres kommunikation om teksten i undervisningen.

Her er det punkt 1) der behandles. I artiklen redegøres først for projektets metodiske overvejelser, og novellen "Klaveret" præsenteres. Derefter følger eksempler på informanternes opfattelse af tekstens struktur, personer, symbolik, dens åbne og dunkle slutning samt informanternes udnyttelse af sprogets æstetik. De svarkategorier der opsummeres i artiklens slutning, er elevernes struktur- og symboltolkning.

Svarene viser bl.a. at alle eleverne er bevidste om og reflekterer over den komplekse struktur, og at de narrative niveauer læses adskilt af de yngste elever mens de integreres mere i en helhedsforståelse af teksten jo ældre eleverne er.

Kompleksiteten er imidlertid ingen hindring for samtlige informanters fascination af teksten. De ældste elever som har det højeste abstraktionsniveau, har lettest ved at tolke symbolerne æstetisk, mens de yngre læser teksten konkret og referentielt.

Til sidst i artiklen problematiseres PISA 2000 undersøgelsens kvantitative fremgangsmåde i studiet af unges læsefærdigheder i forhold til pilotprojektets kvalitative afdækning af elevers litterære læsning.