Marianne Eskebæk Larsen diskuterer i artiklen "Litteratur og læreplaner", hvilken betydning bekendtgørelsen om pædagogiske læreplaner har for børnelitteraturen i dagtilbud. Hun redegør for dansk og international litteraturpraksis, og herudfra diskuteres en kvalificering af litteraturpædagogikken, hvilket inkluderer boglister og metodiske overvejelser.

Hun konkluderer, at bekendtgørelsen problematiserer den nuværende litteraturpraksis, der er karakteriseret ved et ensidigt bogudvalg og en primært socialiserende oplæsning, men det er ikke givet, at læreplaner i sig selv vil føre til en bedre litteraturpædagogik. Forudsætningerne herfor er, at billedbøger udvælges i forhold til velovervejede kriterier, og at børn får læseoplevelserne bearbejdet, visuelt såvel som verbalt, både undervejs i højtlæsningen og bagefter. I så fald kan billedbøger opfylde en række af bekendtgørelsens krav samt tilgodese litterære hensyn.  

Torben Weinreich, som netop har udgivet Historien om børnelitteratur - dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967, redegør i artiklen "At skrive børnelitteraturhistorie" for de overvejelser, der ligger bag tilblivelsen af bogen.

Weinreich understreger, at hans bog er udformet som en fortælling mere end en afhandling, og at det ikke kun er en børnelitteraturhistorie, men også en børnelitteraturens kulturhistorie, skrevet på et i filosofisk forstand materialistisk grundlag. Det betyder, at ændringer i samfundets udvikling, herunder synet på børn og litteratur, men også udviklingen inden for fx skolen, bibliotekerne og bogmarkedet tillægges stor betydning.

Weinreichs periodisering adskiller fra den, man normalt ser i tilsvarende værker. Der skelnes mellem mere rolige perioder med fælles træk inden for litteraturen og formidlingen af den (paradigmer) og overgangsperioder, hvor det gamle og det nye paradigme vedrørende synet på børn og litteratur konfronteres med hinanden, og hvor det nye vinder indpas.

Dernæst behandles kanoniseringen, dvs. kriterierne for udvælgelsen af forfattere og værker, som skal indgå i litteraturhistorien. Der skelnes mellem kvalitetskriterier (hvilke værker betragtes som de bedste), overlevelseskriterier (hvilke værker er blevet genudgivet og læses den dag i dag) og betydningskriterier (hvilke værker har fx skabt debat og påvirket udviklingen i en given periode).

I nogle tilfælde lever værker op til alle tre kriterier, i andre tilfælde kun det ene. Men alle kriterier er anvendt i Weinreichs bog. Endelig beskæftiger Weinreich sig med forholdet til eksisterende værker om dansk børnelitteraturs historie: Hvor er der sket en revurdering?   

Anette Østers artikel "Dansk børnelitteraturhistorieskrivning" er en del af et større projekt omhandlende dansk børnelitteraturhistorieskrivning. Artiklen har til hensigt at præsentere en metode til læsning af litteraturhistoriske værker belyst ved en analyse af henholdsvis Inger Simonsens Den danske børnebog i det 19. Aarhundrede og Mette Winges Dansk børnelitteratur 1900-1945 ? med særligt henblik på børneromanen.

Analyserne af de pågældende værker har bl.a. til formål, at 1) redegøre for værkets definition på børnelitteratur (inkluderende og ekskluderende definitioner) og hvad der menes med historie, når genstandsfeltet er litteratur. Her vil det eksempelvis blive inddraget, hvilken institutionelle sammenhæng værket er blevet skrevet i, 2) kortlægge hvilke periodisering der anvendes og 3) værkets egentlige ærinde. Er der eksempelvis tale om en retfærdiggørelse af børnelitteraturen som forskningsfelt?  

Følgende spørgsmål ønskes ligeledes besvaret i analysen af de pågældende værker:

• Hvilket litteratur- og barnesyn ligger bag det pågældende værk?
• Hvilken børnelitterær kanon opstilles i og med det pågældende værk?
• Hvilke kvalitetskriterier har ligget til grund for udvælgelsen af de beskrevne værker og forfattere?
• Hvorledes disponeres stoffet (periodisering)?
• Er det en begivenhedshistorie eller en årsags-virkningshistorie?
• Hvilke nationalspecifikke træk udtrykker værket?
   

Anette Øster konkluderer, at de to børnelitteraturhistorier har forskellige præmisser, og at de afspejler den tid og den kontekst, de er blevet til i. Børnelitteraturhistorie kan fx skrives ud fra kulturhistorie, barndomshistorie, litteraturhistorie og den pædagogiske teoris historie.                       

Garbiele von Glasenapp præsenterer i artiklen "Hvad er historie? Med historie vil man noget" en introduktion til den historiske roman i børne- og ungdomslitteraturen. Med udgangspunkt i en tysk tradition redegør hun for genrens egenart, historie og udvikling.

Samtidig viser hun, hvordan teorien om den historiske roman har udviklet sig, bl.a. som følge af udviklingen inden for historievidenskaben. Som følge af New Historicism og "the linguistic turn" er opmærksomheden inden for historieforskningen blevet rettet mod fortælleformen og ikke blot mod det fortalte. Også inden for forskningen i den historiske roman har man erkendt, at al historiefortælling har konstrukt-karakter.

De skønlitterære værker har selv indoptaget denne viden, således at der i nyere historiske romaner for børn og unge ofte er indarbejdet en refleksion over selve det at fortælle historie. Den autoriale fortællerstemme, som tidligere dominerede genren, er afløst af skiftende fortællere og en varieret synsvinkelbrug, og der lånes træk fra andre genrer, ikke mindst fra fantasy.

Den historiske roman for børn og unge er ikke længere blot en didaktisk genre, men i lige så høj grad en underholdningsgenre. Det er dog Glasenapps pointe, at genren stadig opfylder en funktion som historieerindrende litteratur, men i de nyere værker præsenteres historiefortællingen individuelt og subjektivt, og forestillingen om en objektiv historiefremstilling er endegyldigt forladt.

I artiklen "Besættelsestiden i danske børnebøger" redegør Hanne Mortensen for, hvordan fortællingen om den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 ændrer sig over tid i danske skønlitterære børnebøger fra 1945 til 2000.

Fortællingen om den tyske besættelse ændrer sig i perioden på flere punkter. Således er der forskel på, hvordan forskellige aspekter af besættelsestiden bliver vægtet. F.eks. er det meget centralt for de bøger, der blev skrevet kort tid efter 1945, at de bearbejder tematikker vedrørende Danmarks manglende modstand mod den tyske besættelse.

Børnebøgerne fra den periode, hvor besættelsestiden var kommet lidt på afstand, og den kolde krig var ved at blive en realitet, tematiserer i langt højere grad begreberne krig og ondskab. I disse bøger stilles der spørgsmål til, om det så entydig var det tyske folk, der var onde, eller om ondskaben ligger som et sprængfarligt element i alle mennesker. Bøgerne fra 1980'erne og 1990'erne er skrevet til børn, hvis forældre næsten ikke engang selv har oplevet tiden under besættelsen.

Dette afspejles blandt andet ved, at formidlingen bliver mere nuanceret. Forestillingen om en entydig fortælling om Danmark under den tyske besættelse bliver i denne periode udfordret. Dette gøres blandt andet ved, at bøgerne indeholder fortællinger om personer, som ikke så let kan kategoriseres som venner eller fjender.

Mortensen konkluderer, at børnebøgernes formidling af besættelsestiden op gennem perioden afspejler de tematikker, der overordnet set var gældende for samtiden, og som følger den videnskabelige fremstilling af besættelsestiden. Det er dog meget interessant, at på trods af, at børnebøgernes formidling tydeligvis følger de formidlingsmæssige ændringer, der sker på det faghistoriske plan, så sker det ifølge Hanne Mortensen tidligere i børnebøgerne end i fagbøgerne. 

Lena Kåreland tager i sin artikel "Det kompetente barn - et tema i børnelitteraturen" udgangspunkt i, at det kompetente barn er blevet et begreb, både i pædagogisk og social debat og inden for børnelitteraturforskningen. Et kompetent barn er ikke bare objekt for de voksnes virke, det agerer selv som subjekt og kan påvirke omgivelserne.

Som baggrund for analysen af litterære værker diskuterer Kåreland aktuel barndomsforskning og tendenser i dagens samfundsudvikling. En ambivalens i synet på barnet og barndommen kan udskilles: Det kompetente barn kan let blive det udsatte barn, som skal klare sig selv på grund af de voksnes uformåen, og det frie barn kan let blive det sårbare barn eller det mishandlede barn, som behøver hjælp fra de voksne. Kårelands teoretiske baggrund er værker af  filosoffen Zygmunt Bauman og sociologen Michel Maffesoli. De skønlitterære eksempler er to bøger af den engelske forfatter Jacqueline Wilson.

Hendes bøger illustrerer en livsattitude, som er indrettet på at få så meget som muligt ud af hvert øjeblik uden at tænke på fremtidige konsekvenser. Mor og barn i Wilsons fortællinger lever under højst usikre vilkår, og mødrene drives af impulsivitet og kortsigtede ønsker. De kompetente børn i Wilsons fortællinger kan ses som varianter af det romantiske barn, og bøgerne har dermed et utopisk præg.

Det er børnene, som er kloge og fornuftige, og følgelig er det i dem, at håbet om en bedre verden er at finde. Afslutningsvis diskuterer Kåreland nogle tendenser i skildringen af de voksne i børnelitteraturen. Hvis de voksne ikke ligefrem skildres som personer, der svigter, fremstilles de ofte i roller, hvor det legende og vilde dominerer.

Det synes som om, det frem for alt er fædrene, som indtager den legende attitude til tilværelsen og står for aktiviteter, som bryder med hverdagens rutiner. Det er Kårelands konklusion, at den hyppige forekomst af kompetente børn i børnelitteraturen kan tolkes som en indikator på en mere almen mentalitet i samfundet, hvor modenhed sjældent ses som noget positivt.   

Ayoe Henkel tager i artiklen "Simplicitetens æstetik" udgangspunkt i den fremherskende æstetiske konvention om kompleksitet gennem polyfoni, intertekstualitet, genreblandinger, dristige udnyttelser af tid og rum og lignende, som har optaget børne- og ungdomslitteraturforskningen i en årrække.

Heroverfor søger forfatteren at indkredse simplicitetens æstetik og tage fat i diskussionen af ungdomslitterære kvalitetskriterier. Gennem en dialogisk nærlæsning af Pia Juuls Lidt ligesom mig fra 2004 viser Ayoe Henkel, hvordan Juuls værk ud fra narrativ reduktion og abrupthed i form af brudstykker af sansninger og øjeblikstanker kan anskues som eksponent for en yderst bevidst simplicitet.

Værket fremstår som enkel og ligefrem gennem en underspillet litteraritet, en villet litterær konkretisme, partiel minimalisme og narrativ enkelhed, men samtidig fremkommer herved et stort fortolkningspotentiale. Ud fra dette eksempel betones vigtigheden af at reflektere over kvalitetskriterier og fastholde den ungdomslitterære mangfoldighed.     

Karen Lise Søndergaards artikel "Den smilende dør til ude" indeholder en analyse af Janne Tellers ungdomsroman Intet fra 2000. Analysen følger dannelsesromanens spor i fortællingen. Det sker dels med afsæt i romanens egne metafiktive henvisninger til dannelsesromanens traditionelle hjemme - ude - hjem-mønster, dels ud fra den betragtning, at en vægtig del af ungdomslitteraturen anvender netop dette mønster til at beskrive en udvikling fra barn til ung eller fra ung til voksen.

Samme fokus på dannelse afspejles i en del af den ungdomslitteraturteorien, artiklen anvender og kommenterer. Det er imidlertid artiklens pointe, at Intet nok anvender formen, men i høj grad problematiserer målet. Således er dannelsesromanens lineære struktur og indbyggede finalitet langt fra entydig i Janne Tellers fortolkning. Romanen stiller spørgsmålstegn ved betydning og identitet som endegyldige størrelser, der venter forjættende for enden af ungdommen.