Nedslag i børnelitteraturforskningen 8 er en årbog, som giver indblik i nogle af de emner, som optager børnelitteraturforskningen i øjeblikket. Ligesom i de foregående numre af Nedslag i børnelitteraturforskningen har vi valgt at bringe artikler skrevet af centrale forskere i den internationale børnelitteraturforskning samtidig med, at vi præsenterer nyskrevne danske bidrag.

Artiklerne bygger på forskning af højst forskelligt omfang og karakter. Der er både eksempler på rene tekststudier og på mere kontekstbestemte og kulturelle studier, og der er tale om nedslag i såvel kendte som mindre kendte forfatterskaber, uensartede børnelitterære genrer, forskellige nationallitteraturer og historiske perioder. Nogle af artiklerne er skrevet af erfarne forskere, mens andre er skrevet af nyslåede kandidater og ph.d.-studerende.

Nedslag i børnelitteraturforskningen 8 indledes med Anette Østers artikel "Litteraturhistoriske dilemmaer", som er skrevet med udgangspunkt i hendes ph.d.-projekt om dansk børnelitteraturhistorieskrivning. Artiklen beskriver de tre litteraturhistoriske dilemmaer: periodisering, kanonisering og organisering, dels ud fra en teoretisk vinkel, dels ud fra en analytisk læsning af Tone Birkeland, Gunvor Rise og Karin Beate Volds Norsk barnelitteraturhistorie (2005) og Torben Weinreichs Historien om børnelitteratur. Dansk børnelitteratur gennem 400 år (2006).

Artiklens første del er en teoretisk begrebsafklaring, anden del en analytisk læsning af de to værker ud fra de i første del beskrevne begreber, der afsluttes med en opsummerende konklusion. Såvel Norsk barnelitteraturhistorie som Historien om børnelitteratur er en litteraturhistorie af deres tid, forstået på den måde, at de begge repræsenterer et historiesyn, hvor der er rum for flere fortolkningsmuligheder og perspektiver.

De har begge en forholdsvis litterær tilgang til emnet og der er i begge eksempler på tekstanalyser. Begge værker er for så vidt årsags-virkningshistorier, der begge indskriver børnelitteraturhistorien i en institutionskontekst med inddragelse af skolen, biblioteker, børnebogsmarkedet og børn og unges læsevaner. Men ellers adskiller de sig fra hinanden ved, at Weinreich indskriver børnelitteraturhistorien i en socialhistorisk kontekst, hvorimod nordmændene tager udgangspunkt i en værkrelateret kontekst.

Hans-Heino Ewers, som er professor ved det internationale børnelitteraturinstitut i Frankfurt, beskæftiger sig i artiklen "Mellem beskrivelse og fortolkning" med historiografi and kanonisering inden for børnelitteraturens område. Ewers tager udgangspunkt i litteraturhistorieskrivningens problemer generelt, og med begreber fra litteraturteoretikeren Philippe Lejeune belyser han børnelitteraturhistorieskrivningens faldgruber.

Ewers indleder med at konstatere, at forfattere af børnelitteraturhistorier er med til at konsolidere børnelitteraturen, idet de giver den selvstændighed, stabilitet og identitet; men desværre er præmisserne tit forkerte. Forfattere af børnelitteraturhistorier skaber ofte en unuanceret evolutionshistorie om børnelitteraturens fødsel og udvikling, hvor nutidens opfattelse af børnelitteratur projiceres over på fortiden.

Ewers finder det i stedet nødvendigt i børnelitteraturhistorieskrivningen at rekonstruere den børnelitterære diskurs i dens epokespecifikke fremtrædelsesformer, og herved kommer den ideelle børnelitteraturhistorieskrivning også til at indeholde kritikhistorie. Ewers opstiller en modsætning mellem "historiske nøgletekster" og "en traditionskanon", dvs. et kvalitativt udvalg af ældre tekster. Hvor nøgleteksterne vælges ud fra deres betydning i samtiden, sker opstillingen af en traditionskanon ud fra nutidens litterære kriterier.

Derfor er det i Ewers' optik særligt problematisk, når børnelitteraturhistorieskrivning blandes sammen med opbygningen af en børnelitterær traditionskanon. For Ewers er viden om børnelitteraturens historie en forudsætning for opstillingen af en traditionskanon, men han anbefaler samtidig, at man skiller tingene ad, så den historiske redegørelse ikke forstyrres af en nutidig vurdering af teksterne.

I artiklen "Hvad skaber en lystlæser?" præsenterer Henriette Romme Lund resultater fra undersøgelsen Hvad skaber en lystlæser, som er foretaget i et samarbejde mellem Center for Børnelitteratur og Gentoftebibliotekerne. Undersøgelsen baserer sig på 6 gruppeinterview med børn, der har deltaget på et hold i semifinalen af Smart-Parat-Svar, en landsdækkende læserdyst for børn i 6. klasse.

Undersøgelsen havde til formål at indkredse, hvad der kendetegner børn, der læser af lyst, at få et indblik i hvordan børn oplever det at deltage i et læsefremmende initiativ samt at beskrive, hvilke muligheder de ser for at skabe opmærksomhed omkring bøger og læsning. Artiklen indledes med en introduktion til Steinar Kvales beskrivelse af det kvalitative forskningsinterview.

Derigennem opsættes en række forholdsregler, der bør tages, når man udfører og behandler interview med børn. Derpå følger en analyse og fortolkning af de 6 interview. Fortolkningen resulterer først i et bud på, hvad der skaber en lystlæser, dernæst i en beskrivelse af de interviewede børns oplevelse af Smart-Parat-Svar quizzen. I forlængelse af dette diskuteres det, hvordan man bør designe læsefremmende aktiviteter, så de henvender sig til børn, der har andre interesser end bøger og læsning.

Kirsten Bystrup reflekterer over litteraturformidling til små børn i artiklen "Det professionelle møde mellem bibliotekar og pædagog". Det er hendes ærinde at undersøge, hvordan formidlingen mellem en bibliotekar og en pædagog ideelt vil kunne foregå. Hun ønsker dermed at finde frem til de optimale betingelser for en vellykket litteraturformidling.

Bystrup indleder med at afgrænse og forklare formidlingsbegrebet i folkebiblioteksregi ved at inddrage Kirsten Drotners overvejelser om kulturformidling som et kontekstafhængigt begreb og Roy Langers opfattelse af kommunikation som et netværksbaseret begreb.

Herudfra konkluderer hun, at det er den personlige samtale på et fagligt funderet grundlag, der er er fundamentet for det "ideelle" formidlingsmøde. Konkret viden om børnelitteratur og en faglig forståelse for at bruge børnelitteratur i det daglige arbejde er andre væsentlige faktorer.

Her tegner der sig et billede af, at det er bibliotekaren, der har en fagligt funderet viden om bogen, og pædagogen, der har et fagligt funderet forhold til barnet. Men samtidig viser det sig, at børnelitteraturen ikke har nogen særlig fremtrædende plads hverken i uddannelsen eller i den faglige selvforståelse hos begge professioner.

Det vil derfor kvalificere formidlingsmødet, at børnelitteraturen ikke blot godskrives en plads i begge uddannelser ud fra hver professions perspektiv, men også indgår som en naturligt efteruddannelsestilbud. I sin perspektivering inddrager Bystrup overvejelser om billedbogen, som vil være den litteratur, der er tale om, når formidlingen gælder små børn.

Nicoline Dahlbergs artikel "Det romantiske barn som poetisk strategi" indeholder en analyse af E.T.A. Hoffmanns eventyr Nøddeknækkeren (1816). Analysen viser, hvordan barnet som litterær figur fremstilles i romantikken. Barnefiguren viser sig at besidde en innovativ fantasi, og bliver et poetisk forbillede for den romantiske digter, der søger en lignende nybrydende opfindsomhed i sine fiktionsværker.

Den tyske romantik efterstræber en ny seen, et nyt og mere sandt blik på verden. Barnefiguren og eventyrgenren bliver to vigtige komponenter for at nå til denne nye indsigt. Novalis, som hører til de tidlige romantikere, tildeler barnet og eventyrgenren en ophøjet status. Ved hjælp af barnet og eventyret er det hans overbevisning, at man ligefrem kan overgå til en ny tidsalder - til en paradisisk tilstand på jorden, hvor eventyrets fantasier bliver virkelige.

I Hoffmanns senromantiske eventyr Nøddeknækkeren finder man en lignende tankegang, hvor barnets fantasi og eventyrsind skaber en ny virkelighed. Hovedpersonen Marie er kendetegnet ved en livlig fantasi, og når denne subjektive indbildningskraft projiceres ud på verden, får den en objektiv gyldighed i hendes bevidsthed og bliver i denne forstand virkelig.

Det romantiske barn bliver et forbillede for den romantiske digter. Også han drømmer om at skabe en verden ved hjælp af sin fantasi og fiktion, som har objektiv gyldighed. Barnet Marie bliver en personificering af den poetiske strategi, som Hoffmann benytter sig af i eventyret. Og eventyrgenren bliver den litterære form, som det hele kan udfolde sig i.

Nina Christensen beskæftiger sig i "Værdig tidsfordriv og ædel nytte" med definitioner på børnelitteratur og barndom i forhold til 1700-tallets børnelitteratur. Artiklen er et bidrag til den løbende udforskning af, hvorledes man som forsker kan forholde sig til fiktion for børn i historisk perspektiv.

Fokus er på historikeres anvendelse af fiktion som kilde til barndomshistorier. Det undersøges med Avis for Børn [Journal for Children] (1779-1782) som eksempel, hvorledes forfattere af børnelitterære tekster fra 1700-tallet behandler skellet mellem fiktion og fakta og formålet med børnelitteratur.

Derefter analyseres to barndomshistorier, Hugh Cunninghams Children and Childhood in Western Society since 1500 (1995) og Colin Heywoods A History of Childhood (2001). På denne baggrund konkluderes det, at barndomshistorikere og litterater må inkludere en skarp metakritisk bevidsthed og skelne mellem brug af børnelitteratur som kilde til

• børnelitteraturens historie
• forestillinger om barndom
• faktiske børns liv

En sådan skelnen medfører, at man ved brug af børnelitteratur som kilde til børnelitteraturhistorie må inkludere en bevidsthed om, at teksterne er skrevet før etableringen af et litteraturbegreb i moderne forstand, og før der opstod en skarp modsætning mellem "underholdende" og "belærende" børnelitteratur. I forhold til brug af børnelitteratur som kilde til forestillinger om barndom vil det være frugtbart at inkludere overvejelser over teksternes litteraritet og fx inkludere en analyse af den implicitte læser, de fiktive personers karaktertræk og af de tematikker man retter mod datidens børnelæsere.

I artiklen "Roten til alt ondt" undersøger den norske litterat Nina Goga biografigenren for børn. Artiklen består af tre dele: Første del beskriver biografien som en fasttømret genre. Andre del præsenterer en oversigt over hvilke personer, der oftest portrætteres i biografier for børn og unge i Danmark og Norge.

Denne oversigt fører til refleksioner over forholdet mellem biografierne og vor kulturs dyds-etik. I den tredje og mest omfattende del diskuteres en af biografigenrens vigtigste drivkræfter: jagten på personenes karakter. Nina Goga undersøger, hvordan sådanne karaktertræk oftest lokaliseres hos den biograferede (krop, udsagn, handlinger), og hvordan de bliver formidlet i teksten (billeder, citater, anekdoter).

For at tydeliggøre dette, ser Nina Goga nærmere på fire udvalgte biografier om Adolf Hitler skrevet for børn og unge, og Goga undersøger, hvordan Hitlers karakter bliver forsøgt iscenesat gennem skildringen eller fremstillingen af Hitler som barn og ung.

Artiklen "Fra stemmeløst barn til barnesubjekt i Daniil Kharms' forfatterskab" er skrevet af den amerikanske børnelitteraturforsker Sara Pankenier. Det er artiklens mål af give illustrative eksempler på en særlig "barnlig æstetik" i værker af den russiske forfatter Daniil Kharms (1905-1942) og gennem analyser af disse værker at se en udvikling fra stemmeløst barn til barnesubjekt i et bredere materiale af forskellige litterære, teoretiske og kunstneriske eksempler.

De litterære værker af Daniil Kharms, som både repræsenterer absurd litteratur og avantgarde børnelitteratur fra 1920'erne og 1930'erne, manifesterer den såkaldt barnlige æstetik i den sidste del af avantgarde-bevægelsen.

Avantgardens bestemmelse af barnet som et subjekt i sin egen ret og derpå som et uafhængigt subjekt dramatiseres symbolsk i Kharms' forfatterskab, hvor børn taler og tager kontrollen over fortællingen. I takt med at Kharms og andre avantgardekunstnere oplevede tiltagende begrænsninger i deres kreative udtryk, brugte de barnet som et subversivt subjekt, hvorigennem de kunne artikulere deres protester.

Selvom disse værker markerer den sidste del af avantgarden og varsler slutningen af avantgardekunstnernes udtryksmuligheder, markerer værkerne også udviklingen af den barnlige æstetik som en stemme og en dagsorden for barnet, eller i det mindste skaber værkerne denne illusion.

Årbogen Nedslag i børnelitteraturforskningen 8 rummer en mangfoldighed i emner og synsvinkler. Det er vores håb, at Nedslag i børnelitteraturforskningen vil vinde udbredelse på de videregående uddannelser, hvor der i disse år er grøde i beskæftigelsen med børnelitteratur. Det gælder såvel på professionshøjskolerne som på universiteterne.

Samtidig mener vi, at Nedslag i børnelitteraturforskningen har sin naturlige plads blandt folk, som beskæftiger sig professionelt med børnelitteratur og litteratur i almindelighed, fx forlagsredaktører, lærere, skolebibliotekarer og bibliotekarer.

Redaktionen