Nedslag i børnelitteraturforskningen 9 er en årbog, som har til formål at give indblik i nogle af de emner, der optager børnelitteraturforskningen i øjeblikket. Ligesom i de foregående numre af Nedslag i børnelitteraturforskningen har vi valgt at bringe artikler skrevet af fremtrædende forskere i den internationale børnelitteraturforskning samtidig med, at vi præsenterer nyskrevne danske bidrag.

Artiklerne bygger på forskning af højst forskelligt omfang og karakter. Nogle af artiklerne er skrevet af erfarne forskere, mens andre er skrevet af nyslåede kandidater og ph.d.-studerende. Der er eksempler på litteraturhistoriske og litteratursociologiske studier, på tekstanalyser og på refleksioner over vurderingskriterier i forbindelse med børnelitteratur.

Nedslag i børnelitteraturforskningen 9 indledes med Nina Christensens artikel "Om børnelitteratur, tekstbegreber og vurderingskriterier. Et essay". Artiklen begynder med en diskussion af tekst- og litteraturbegreber i forhold til vurdering af børnelitteratur. Fordele og ulemper ved at anvende "børnebog" og "børnelitteratur" som overordnede betegnelser diskuteres, ligesom brugen af begrebet litteratur i snæver og normativ forstand sættes over for den brede betegnelse "tekster for børn".

På den baggrund diskuteres overordnede tilgange til vurdering af børnelitteratur: afsenderorienterede tilgange, værkorienterede, modtagerorienterede og kontekstorienterede. Afslutningsvist peger forfatteren på nødvendigheden af, at vurderingen af børnelitteratur i højere grad bliver genstand for faglig diskussion, og hun peger på en række spørgsmål, sådanne diskussioner kunne tage udgangspunkt i.

Joseph T. Thomas' artikel "Børnedigtere og skolegårdsdigtning" handler om poesi for børn og særligt brudfladerne mellem poesi skrevet af voksne, som bliver læst i skolernes litteraturundervisning, og børns egne digteriske produktion i form af det, Joseph T. Thomas kalder "skolegårdsdigtning".

Joseph T. Thomas behandler børns egne mundtlige digte i forhold til Bakhtins begreb om det karnevaleske. Han påpeger, hvorledes børns egne digte ofte vender op og ned på autoritetsforhold og hierarkier, og hvorledes de på grotesk og overdreven vis omhandler tabuiserede områder. Forfatteren beskriver, hvorledes litteraturundervisning ofte tager udgangspunkt i digtet som en ophøjet form for litteratur, og viser eksempler på parodier af kanoniserede værker. Afslutningsvis opfordrer Joseph T. Thomas til en højere grad af opmærksomhed over børns egne digte og over for mulighederne for at inddrage dem i litteraturundervisningen.

I artiklen "Højtlæsningens ABC. En undersøgelse af pædagogers litteraturopfattelse og læsevaner" fremlægger Marianne Eskebæk Larsen resultater fra undersøgelsen af læselystprojektet Den levende bog.

I dette projekt er det lykkedes relativt hurtigt og med forholdsvis små midler at synliggøre den nyere børnelitteratur, hvilket er opmuntrende i betragtning af den marginaliserede position, den normalt indtager blandt forældre, pædagoger og lærere. Pædagogerne er blevet mere bevidste om bogvalg, og om at højtlæsning kan foregå på forskellige måder. Det har dog været vanskeligt at ændre selve højtlæsningssituationen i den af projektet angivne litteraturpædagogiske retning.

Artiklen peger på, at højtlæsning i dagtilbud kan inddeles i flere slags læsninger, som har hver deres formål og berettigelse. Pædagogen må indledningsvis overveje, hvilken bog hun vil læse i forhold til modtagerne og formålet med læsningen, og dernæst må hun bestemme sin læsemåde afhængig af den pågældende tekst, modtager og formål. Det diskuteres endvidere, hvordan højtlæsning kan forholde sig til læseforskningen, og afslutningsvis henvises til begrebet 'visual literacy' som et muligt frugtbart forskningsfelt for den fremtidige udvikling af litteraturpædagogik i dagtilbud.

Svein Slettans artikel "Mannen sett gjennom kvinnen. Menn, maskulinitet og kvinneidentitet i Bente Clods Englekraft-trilogi (2000-2002)" drøfter repræsentation af maskulinitet i ungdomsromaner skrevet af en kvindelig forfatter og med en kvindelig hovedperson.

Med reference til tidligere forskning i køn og populærlitteratur viser Slettan, hvor Clods bøger benytter sig af og også udfordrer kendte genremæssige og kulturelle formler. For det første fokuserer Slettan på to manderoller i Clods romaner: familiefaren og kæresten. Han peger på, hvordan disse manderoller fungerer i en melodramatisk fremstilling med vægt på stærke følelser og værdikonflikter.

Et fast mønster repeteres i romanerne: Den kvindelige hovedperson bliver forladt af mænd, som forfølger deres egne interesser, eller som ødelægges af en kriminel mandskultur. Alligevel kæmper hun sig ud af offerrollen og udvikler sit identitetsprojekt med støtte fra et stabilt kvindefællesskab. Som en moderne Askepot går hun fra fattigdom og ydmygelser til succes, kronet med ny kærlighed.

For det andet peger Slettan på, at Clods romaner ved siden af det formelprægede billede også har en mere nuanceret fremstilling af mænd og maskulinitet. Det drejer sig om, hvordan forskellige maskuliniteter eksisterer side om side, og hvordan mænd kan forandre sig. Artiklen viser alt i alt, hvordan billedet af køn fungerer som en kulturel diskurs med forskellige muligheder for iscenesættelser.

Janus Neumanns artikel "Barnet i den ironiske labyrint. Når ironien slippes løs i børnelitteraturen" indeholder en refleksion over og en analyse af ironi i børnelitteratur.

I artiklen gives forskellige bud på, hvordan ironien fremkommer i børnelitteraturen, og hvilke konsekvenser dette får for barnelæseren. Der plæderes for, at ironien kan være gennemgangsled for barnets eget valg af fri fantasi.

Artiklen taget udgangspunkt i oplysningstidens- og romantikkens opfattelser af den sokratiske ironi med særlig vægt på Søren Kierkegaards magisterafhandling Om Begrebet Ironi med særligt Hensyn til Sokrates (1841). Der perspektiveres videre til den tyske filosof Friedrich Schlegel, der ser filosofien som ironiens egentlige hjemsted. Via Schlegel rettes fokus mod den amerikanske litteraturkritiker Paul de Man og den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin, hvis karnevalsteorier er centreret omkring middelaldernarrens rolle. Narren bliver netop en essentiel figur i artiklens to børnelitterære analyser af henholdsvis Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard fra 1967 og Bent Hallers Jamen, så er han jo ligesom os fra 1999.

Ivy York Møller-Christensens artikel "H.C. Andersen og Heinrich Hoffmann. Modernitetens æstetiske pionerer" handler om to betydningsfulde, børnelitterære forfattere og sammenhængen mellem deres tekster. H.C. Andersen og Heinrich Hoffmann kendte ikke hinanden, men alligevel var de fælles om et grænseoverskridende projekt.

I 1830'erne begyndte et opgør med oplysningstidens didaktiserende børnelitteratur, og de to digtere fremstod på hver deres måde som pionerer i dette opgør. Andersen tog afsæt i barnets egen forestillingsverden og etablerede en direkte mundtlighed, mens Hoffmann parodierede oplysningstidens børnelitteratur.

Fælles for de to forfattere var en subjektivering af barnet, og det er artiklens hovedtese, at netop denne subjektivering danner det begrebsmæssige omdrejningspunkt for et egentligt paradigmeskift. Netop på tærsklen mellem oplysningstid og romantik dannes vækstkernen for den børnelitterære modernisme, som når et højdepunkt med 1960?ernes og 1970?ernes antiautoritære børnelitteratur. En intensivering af subjektiveringsprocessen kan følges op gennem tiden frem til i dag, hvor barnet i stadig højere grad bliver til et agerende og - i relation til den voksne - jævnbyrdigt subjekt.

Nedslag i børnelitteraturforskningen 9 udgives i forbindelse med Center for Børnelitteraturs 10-års fødselsdag. Årbogen rummer nogle af de emner og synsvinkler, som præger børnelitteraturforskningen i dag. Der er plads til generelle studier af eksempelvis pædagogers anvendelse af børnelitteratur, og der er plads til mere kuriøse studier af skolegårdsdigtning eller manderoller i det moderne melodrama.

Det er vores håb, at Nedslag i børnelitteraturforskningen vil vinde udbredelse på de videregående uddannelser, hvor der i disse år er grøde i beskæftigelsen med børnelitteratur. Det gælder såvel på professionshøjskolerne som på universiteterne.

Samtidig mener vi, at Nedslag i børnelitteraturforskningen har sin naturlige plads blandt de mange mennesker, som beskæftiger sig professionelt med børnelitteratur og litteratur i almindelighed, fx forlagsredaktører, lærere, skolebibliotekarer og bibliotekarer.

Redaktionen 2008