Aarhus Universitets segl

Lisa Lauge Boll

Lærer, Odense Kommune. 
Master i Børns Litteratur og Medier, 2024


Hvad fik dig til at vælge Masteruddannelsen i Børns Litteratur og Medier?

Jeg er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og tysk, samt meritlærer. Jeg havde arbejdet som dansklærer i 10. klasse i en del år og havde brug for faglige udfordringer, for stadig at synes det gav mening for mig. Jeg havde lyst til at komme et spadestik dybere og fordybe mig i forhold til litteraturundervisningen i skolen. Derudover var jeg nysgerrig på, hvad der sker hos de unge mennesker på deres sociale medier og på hvordan hele ændringen af mediebilledet kunne inddrages mere i min undervisning.

Hvad husker du som særligt udbytterigt eller inspirerende fra studiet?

Særligt udbytterigt for mig var hele studiemiljøet. Først og fremmest mødte jeg mange søde og særdeles kompetente undervisere, der udover at brænde for deres fag og være stærke formidlere også var utrolig nysgerrig på, hvad vi som studerende kom med fra vores forskellige praksisser. Det gav en særlig dynamik og stemning. På holdet mødte jeg også engagerede og sjove medstuderende, som bidrog til, at jeg glædede mig til at skulle afsted hver gang. Det var berigende at høre om andres hverdag med litteratur og børn og unge.

Jeg var særligt optaget af kombinationen litteratur og medier, som jeg fandt unik og meget givende og som har bidraget til et nyt fokus i min egen undervisning. At arbejde med kvalitative interviews med unge var sjovt og givende i min egen praksis og har givet mig en ny nysgerrighed på, hvordan de unge kan inddrages i deres hverdag på skolen.

Hvilke faglige eller personlige kompetencer føler du, at du især har fået med dig?

Jeg har særligt lært at være nysgerrig på de unges medieforbrug og forholde mig kritisk til den offentlige debat på det område. Det bruger jeg nærmest dagligt i min omgang med de unge mennesker. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan de er forskellige som mediebrugere.

Før opstarten havde jeg aldrig forestillet mig at være nysgerrig på sammenhængen mellem teknologiforståelse og dansk- og litteraturundervisningen, men det var der masterprojektet bevægede sig hen for mig.

Hvordan har uddannelsen haft betydning for dit arbejdsliv eller din karriere?

Jeg har fået et nyt blik på min formidlingspraksis, hvilket var enormt givende for mig personligt som underviser. Jeg har fået fornyet lyst til at prøve nye arbejdsmetoder og tilgange af sammen med mine elever. Således tænker jeg, at min undervisning er blevet både mere undersøgende og med et fokus på den æstetiske oplevelse fremfor et snævert fokus på analyse. Det kommer dagligt mine elever til gode og jeg oplever også at kunne inspirere kolleger. Jeg har også fået øje på vores opgave som lærere i forhold til at bygge bro til f.eks. folkebiblioteket (vi har ikke et skolebibliotek hos os), det synes jeg er vigtigt i forhold til at fastholde og udvikle vores læsekultur.

Hvad betyder uddannelsen for dig, når du ser tilbage på den i dag?

Jeg vil klart anbefale uddannelsen – både til lærere med særlig interesse for børne- og ungdomslitteratur og andre med interesse for medier generelt. Det giver et netværk, man kan trække på i forskellige sammenhænge og man får lov at nørde og fordybe sig sammen med andre, der har samme kærlighed til litteratur, medier, børn og unge.